Audiodays afholdes for 25. gang – Fælles om Fremtiden
- Caroline Gercke
- 13. aug.
- 2 min læsning
Audiodays afholdes for 25. gang den 23. oktober, når branchen mødes på tværs af public service og kommercielle, på tværs af nyheder, dokumentar og underholdning, på tværs af taleradio og musikformater. Pressemeddelelse 12. august.
Fagfestivalen har gennem hele perioden leveret efteruddannelse, networking og international inspiration. Dagen byder på tilbageblik og fremtidsvisioner, på cases og keynotes og på internationalt udsyn og lokal forankring.
Lyd er fortsat en uundværlig del af danskernes hverdag og en central del af mediebranchen. Fiktion og formater, fakta og forbrugeradfærd. Der sættes fokus på det hele, når den årlige fagfestival for audiobranchen lukker dørene op.
Når branchen samles for 25. gang, vil det være i en særlig jubilæumsudgave. Under overskriften Fælles om Fremtiden er ambitionen at samle så mange som muligt til en dag med korte oplæg afviklet i et spor og som afsluttes med en festlig reception og underholdning.
Arrangørerne har tidligere meldt ud at de samtidig vil bruge jubilæumsåret til at samle flere og nye kræfter bag foreningen og konferencen og udvikle et nyt format for konferencen og prisuddelingen, der kigger frem mod de næste 25 år. Ambitionen er fortsat at samle hele branchen og mødes på tværs af distributionsplatforme og forretningsmodeller, nationale og lokale, flow og on demand, public service og kommercielle.
Jim Receveur, der har fulgt udviklingen i branchen gennem hele perioden, ser ekstremt positivt på fremtiden for radio, podcast og lyd.
Intet kan tilsyneladende ændre på danskernes samlede forbrug af audio. Distributionsplatformene er flere, udbuddet langt mere varieret og konkurrencen om opmærksomhed hårdere end nogensinde, men der en grundlæggende vedholdende interesse for underholdning, nyheder og den gode historie.
Audiodays finder sted torsdag 23. oktober i DR Koncerthuset og afsluttes med en festlig jubilæumsreception samme sted. Billetter kan købes på Billetto.dk. Følg med på Facebook og Instagram efterhånden som talerne offentliggøres.